Tenham-meteoritten stammer fra Claus Hedegaards samling, og er købt af Michael Bak.

Fald: Februar 1879 i en øde egn nær Tenham kvægfarm, Coopers Creek, Queensland. 15-årige Michael Hammond, der med sine brødre overnattede i det fri under en kvæg-mønstring, observerede ildkuglen, der under kraftig brummen gik over himlen fra vest mod øst.

I den følgende tid blev der opsamlet en mængde meteoritter i et område på ca. 20 x 5 km. Meteoritterne blev først i 1911 bragt til geologer i Brisbane og undersøgt. Den komplette samling på 102 sten kom senere til British Museum.

Jern : Lavt indhold af frit jern, men korn kan ses tydeligt - Chondruler: er omformet til ukendelighed - Forvitringen er ringe, for meteoritterne blev fundet kort efter faldet i et tørt område. De har været af stor værdi for videnskaben med sit store indhold af organiske forbindelser, og rigdom af silicater, oxider og sulfider.

Fordi Tenham meteoritten viser tegn på højtryk-deformationer, har man kunnet slutte sig til kemiske og mineralogiske ændringer, der kan forekomme i jordens kappe

Den australske geofysiker Ted Ringwood påviste eksperimentelt i 1960-erne, at jernholdig olivin ved højt tryk ville omformes til en tættere (spinel) krystalstruktur. Og i 1969 blev det ny mineral, (Mg, Fe)2SiO4, fundet for første gang i naturen i Tenham-meteritten og kaldt Ringwoodit.

(De mikroskopiske purpur Ringwoodite-korn er dannet ved shock-metamorphose (stød-omdannelse) og findes i de sorte brud-årer, der gennemskærer meteoritten mange steder. Er for små til at ses på billederne)

I jordens kappe indtil 400 km finder man olivin, men dybere (p.gr.af det enorme tryk) findes varianter (polymorpher) af olivin. I omkring 600 km's dybde spiller Ringwoodite en stor rolle for materiale-cirkulationen i denne overgangszone mellem den øvre og nedre jord-kappe, specielt i subduktions-zonerne.