Engang molboerne var i Århus, så de et mærkeligt fartøj sejle forbi ... med en lille jolle på slæb. De var længe i tvivl om, hvad det mon kunne være. Nogle mente, det var en stor sæl, ... andre at det var en hval.

Men da skibet kom nærmere, kunne de tydeligt se den lille båd ... og de forstod, at den lille jolle måtte være skibets unge. De havde længe ønsket at eje et skib, men de havde aldrig haft råd ... til at købe sig et. Så fik de en ide!

Hvis de nu købte skibsungen, ... så kunne det være, at den snart voksede og blev lige så stor som sin mor. De spurgte skipperen om prisen Er det ikke meget dyrt? Hva'! Nå! De handlede så med skipperen og til sidst kunne de ro hjem med ungen på slæb.

Da de var kommet i land, tøjrede de skibsungen på stranden, hvor der groede dejligt grønt græs. De flyttede den hver eneste dag. Men efter en måneds forløb, var den ikke vokset det mindste. Hvad skulle de dog gøre for at få den til at trives og blive større?? De blev enige om at sende den ud på den fedeste eng, med det aller lækreste græs og kløver! Der måtte den da kunne trives!

Men da der atter var gået en måneds tid, var den ikke blevet spor større. Molboerne var nu overbeviste om, at de var blevet taget ved næsen, og de bebrejdede sig selv, at de havde købt den. Det var jo klart for enhver, at det var en syg og ussel stakkel, der aldrig ville blive til noget.

En af dem foreslog, at de skulle bytte den væk, ... eller bringe den tilbage til skipperen, for at kunne være endnu et år hos sin mor. Det syntes de alle var en god ide, og de sejlede straks tilbage med den.

Da de nærmede sig skibet, begyndte jollen at vippe på vandet. - "Der er da liv i den," sagde den ældste molbo. "Se hvor den lille stakkel glæder sig til at komme tilbage til sin mor!" Så gav de skipperen en stor sum penge. For så kunne ungen få lov til at være endnu et år hos sin mor, ... indtil den selv havde lært at æde græs. Og i solens sidste stråler forsvandt skibsungen i det fjerne.